Spring over navigation.
Hjem

Malerier, der taler til dig

Ny kunstudstilling i Noorbohandelen på Nyord

Lørdag, den 03. november 2007, slår Noorbohandelen på Nyord dørene op for en ny spændende gæstekunstner. Tatiana Borzunova, født i 1944 i Moskva, er i sin hjemegn en kendt teaterinstruktør med mange års baggrund i Ruslands kreative skabende kunstnermiljø.
Da hun i 1993 ankom til Danmark og senere på mange rejser verdenen rundt, oplevede hun det som den største mangel, ikke at kunne kommunikere med menneskerne rundt omkring. - At lære et nyt sprog, tager tid og selvom man hurtig lærer at løse dagligdagens gøremål, så kræver det meget at formidle sine tanker og at komme ind i en levende diskussion, fortæller kunstneren. – For mig er det utrolig vigtigt at kommunikere med mennesker. Det er min adgang til mig selv og min kreativitet. Den mangel i min nye omverden forsøgte jeg at erstatte ved hjælp af naturen. Jeg prøvede at finde mig selv i naturen og maleriet var det passende medie at udtrykke mig på - uden ord.
Tatiana Borzunova kombinerede sine sprogstudier med en uddannelse i maleri i København, hvor hun lærte hos forskellige kunstnere, bl.a. Ole Werner Munch og Bjørn Kirk. Når hun ikke bor og arbejder på Nyord har hun stadig adgang til atelieret på Kofoed skolen i København. Tatiana fortsætter – Jeg har altid beundret og misundt mennesker med talent til maleri. Jeg har ikke haft tiltro til at jeg selv kunne nå så langt at udtrykke mig selv og mine iagttagelser igennem billeder. Mine danske lærer har givet mig mod og støtte igennem en lang proces, som nok aldrig bliver afsluttet.
Tatiana Borzunovas naturmalerier er farvestrålende, glæde og lige til at gå til. Hun finder sin inspiration i naturen og i mennesker og hun bevæger sig bredt mellem genre og teknikker. Noorbohandelen på Nyord åbner udstillingen med Tatiana Borzunovas malerier med fernisering, lørdag den 03. november kl. 15.00. Udstillingen er åben i butikkens åbningstid, hver fredag 13-17, lør. og søn. 10 -17 frem til jul.

Tanja-Borzunova.jpg
Tanja-Borzunova-tulipaner.jpg
Tanja-Borzunova-2.jpg