Spring over navigation.
Hjem

Uisge Beatha – ”Livets vand”

Whisky har dannet rammen om en succeshistorie på Nyord

Der fejres fødselsdag på Nyord. For præcis et år siden åbnede på den lille ø med den levende historie en splinterny butik – Noorbohandelen, som siden hen har vist sig at være den eneste af sin slags i hele landet.

Spirituosa fra hele verden i ”løsvægt”, linet op på hylderne i smukke glasballoner, klar til at blive hældt på glas til smagsprøver eller i de smukke flasker, lige til at tage med hjem. Gode europæiske vine og friskmalede kaffespecialiteter inviterer til at slå sig ned på terrassen eller i butikken. Havnens sejlende gæster kommer efter ”sejlerrom”, som er specielt hentet hjem i forbindelse med Møn Rundt regattaen.

Noorbohandelens ejer Wolfgang Sürth glæder sig - ”For mig er der med lige denne butik gået en drøm i opfyldelse, og det er dejligt både at møde så mange glade kunder, og at arbejde sammen med de mange spændende forretningsforbindelser.”

Noorbohandelen er i årets løb også blevet samlepunkt for mange gode lokal fremstillede specialiteter. Fødselsdags festugen fejres med røget lam fra Lundevanggård, nyslynget honning fra Rytsebækgård, friske jordbær fra Vibækgård, Mønbolcher og Økoladens chokolade, Nyords kryddersnapse – Tycho Brahe Bitter og Noorbitter, øl fra bryghuset i Stege - og ikke mindst Noorbohandelens efterspurgte hjemmebagte speltbrød.

Wolfgang, der også aktivt medvirker i foreningen "KULTIVATOR – lokal fremstilling med omtanke" vil give god plads til udviklingen på området i Noorbohandelen. Til efteråret håber han at kunne præsentere Nyord Sennep, der lige nu stråler gul, fuld blomstrende på marken ved landsbyens p-plads.

Sommersæsonen er begyndt i Noorbohandelen, og hele ugen igennem serveres lette anretninger, baserende på de lokale specialiteter. Uisge Beatha (gælisk for Livets vand) spiller selvfølgelig også en særlig rolle i denne uge – der er lige kommet 6 nye whiskys fra The Highlands til Nyord, den ældste fylder allerede 38 år.

wolfgang.jpg