Røret vender hjem til Nyord
Efter 30 år vender postbåden Røret tilbage til Nyord
Der var tårer i øjnene hos de mange fremmødte, der tog Røret imod i september 2008, da den efter 30 år i privateje vendte hjem til Nyord. Postbåden, der i 1092 blev bygget på Hansens skibsværft i Nykøbing F., har været i drift mellem Stege og Nyord frem til broens åbning i 1967, hvorefter alt lasttrafik blev flyttet til landeveje.
At Røret nu vender hjem til Nyord, har flere betydninger. Postbåden er et ganske vigtigt element i Nyords maritime lokalhistorie og dens tilstedeværelse vil i høj grad medvirke til at bevare det særlige kulturmiljø som lods-, søfarts og landbrugssamfund, som Nyord er kendt for i hele Danmark. Samtidig er Røret et bindeled på tværs af vandet - også mange Mønboer forbinder særlige minder og følelser med Røret. Derfor var det ganske nærliggende at redningsmandskabet, der førte Røret hjem, bestod af 2 følgebåde, bemandet med erfarne søfolk fra både Hårbølle Havn og Nyord.









